“Jeg er fast overbevist om, at det er muligt, at
overleve derude på den anden side af byskiltet”

Da min fornuft ikke fatter, hvad jeg har gang i, har jeg ladet den interviewe mig:

– Du taler om et udkantseksperiment, hvad går det ud på?
Det går ganske simpelt ud på, at flytte ét stk inkarneret bybo til udkanten og se,
hvordan det går. Vil hun rådne op derude? Eller vil den friske luft være gavnlig
for krop og sjæl? Jeg blev simpelthen nødt til at prøve det af på egen krop.

– Julia, du har intet job, intet kørekort og kender ikke en levende sjæl
på Lolland. Alligevel vælger du, at flytte til Nysted?

Ja, jeg elsker eventyr og kan lide udfordringen.

– Og hvorfor lige Lolland?
Fordi, når medierne maler billedet af Lolland som værende den rene elendighed,
ja, så pirrer det min nysgerrighed – er det nu virkelig, den hele sandhed?

Og fordi jeg tror på, at man skal være den forandring, man selv ønsker at se.
Så når akademikerverdenen råber op om, at vi skal have gang i en bevægelse af
akademikere til de mindre byer, ja, så op på hesten venner og vis vejen.

– Så du vil gerne være et forbillede?
Nej. Det handler om, at jeg ikke kan undgå at blive provokeret og derfor flytter
lidt i trods for at modbevise påstande om akademikeres berøringsangst for udkanten
og Lollands elendighed.

– Men er der ikke nok blogs om ‘Det lykkelige bæredygtige liv på landet’?
Jo! Og derfor ingen prædiken herfra om, at vi alle skal ud og leve i ét med naturen.
Det handler om, at se på de bonusser og udfordringer, der reelt er, når man flytter
til udkanten. Bl.a. derfor har jeg skabt min parlør og mine barometre, for der
er nogle kulturforskelle og der vil være plusser og minusser.

– Og hvad skal det hele gøre godt for?
Det er et indspark i en udkantsdebat, der, synes jeg, lige for tiden handler mest om,
at forherlige sit eget valg og pege fingre af de andres. Intet er rosenrødt, den
køber jeg simpelthen ikke.

 “Der må findes et mere korrekt billede
et sted mellem shitstorm og lovestorm”